Tusind internationale østjyder skabte en byfest på Katedralskolen
Hvis man ikke lige var klar over det, kunne man godt tro, at man lørdag eftermiddag var landet midt i en mindre, sydamerikansk byfest. Latinamerikansk livemusik, storsmilende børn fra hele verden, velduftende mexicansk mad, sensommersolen og et væld af forskellige sprog ramte alle sanser i en festlig, international cocktail til lørdagens Expat Reception.
Expat Reception er kendt som den årlige festdag, hvor Erhverv Aarhus/International Community og Aarhus Universitet byder hjerteligt velkommen til byens internationale aarhusianere. Lige godt 1.000 glade gæster var mødt op hos Aarhus Katedralskole til den 13. Expat Reception.
Del af en større international dagsorden
Expat Reception er en af de helt store arrangementer målrettet de internationale medarbejdere, som erhvervslivet i stigende grad rekrutterer. Både byens erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner har behov for dygtige internationale kompetencer for at kunne konkurrere og udvikle sig. Derfor har Erhverv Aarhus/International Community igennem en lang årrække afviklet initiativer og aktiviteter, som booster byens internationale status og skaber netværk for de internationale tilflyttere.
Markante organisationer og virksomheder som Grundfos, Vestas, IFF, Arla, Salling Group, Aarhus Universitet, VisitAarhus og Aarhus Kommune bakker op om Erhverv Aarhus’ indsats.
”Det handler kort sagt om arbejdskraft. Virksomhederne efterspørger kompetencer, som ikke nødvendigvis findes i landet, men efterspørgslen er ikke unik for Aarhus og Danmark, så vi er i hård konkurrence om de dygtigste hænder og hoveder. Aarhus skal derfor markere sig som en attraktiv karrieredestination via forskellige tiltag. Expat Reception er et godt eksempel på, at vi som by og erhvervsliv er i stand til at tiltrække dygtige talenter, når hele 800 glade mennesker dukker op i dag. Vi har mange events året rundt – og kombineret med en målrettet politisk indsats – medvirker vi til at danne fundamentet for en god tilværelse for internationale i Aarhus,” siger Poul Dalsgaard, direktør ved Erhverv Aarhus.
Aarhus Universitet er medarrangør på Expat Reception og ifølge Michael Winther, leder af International Staff Office ved Aarhus Universitet, og formand for International Community’s Executive Committee, er det helt naturligt at bakke op om internationaliseringsindsatsen.
”Vi skal fastholde vores position som et af top 100-universiteterne i verden, og derfor er vi afhængige af at kunne tiltrække og fastholde talenter fra hele verden. Vi sætter stor pris på det gode samarbejde, vi har i byen med både erhvervslivet og kommunen, så vi kan spille os selv og byen stærkere som international karrieredestination og studieby. Og så er den årlige Expat Reception en perfekt lejlighed at byde varmt velkommen til både Aarhus Universitet og byen”, siger Michael Winther.
De rette rammer for internationale tilflyttere
Aarhus Kommune har også fokus på, at Aarhus skal være en attraktiv international karrieredestination. Det gælder også fra politisk side, hvor byrådsmedlem Mette Skautrup (K) i årevis har medvirket til at rykke Aarhus i en mere international retning. Mette Skautrup var med til at byde velkommen til årets Expat reception:
”Aarhus og vores erhvervsliv har brug for internationale medarbejdere og de familier, som ofte rejser med. I bringer værdi til byen, professionelt og kulturelt, og åbner verden for os”. Derfor er jeg utrolig glad for at se så mange mennesker i dag fra hele verden og kunne byde jer hjertelig velkommen til Aarhus”, sagde Mette Skautrup fra scenen.
Expat reception var startskuddet på et efterår med masser af internationale aktiviteter i byen, som bl.a. International Community og Aarhus Kommune står bag. Internationale tilflyttere kan f.eks. se frem til den store Aarhus City Welcome den 14. september, mens International Community har ca. 20 events i kalenderen resten af året.
Om Erhverv Aarhus/International Community
Erhverv Aarhus er en non-profit erhvervsorganisation, der arbejder for et attraktivt erhvervsklima i Aarhusregionen. Erhverv Aarhus har eksisteret siden 1862 og fungerer i dag som en uafhængig privatdrevet forening med erhvervspolitisk interessevaretagelse og et stærkt netværk mellem medlemsvirksomhederne. International Community har eksisteret siden 2008 og har til formål at gøre Aarhus til en attraktiv international karrieredestination, så byens erhvervsliv nemmere kan tiltrække, modtage og fastholde internationale medarbejdere og deres familier.
Kommentarer