Uanmeldt demonstration i Aarhus endte med 153 sigtelser
Lørdag aften ved 19.30-tiden kørte cirka 100 biler ind til Aarhus midtby i forbindelse med en uanmeldt demonstration. Østjyllands Politi var dog forberedt på, at de mange bilister havde planlagt en form for ”happening”, og politiet stod derfor klar med flere patruljer og færdselspatruljer i området omkring Rådhuset.
For at undgå at trafikken sandede til, spærrede politiet nogle af vejene af, så bilisterne ikke kunne køre rundt i ring og blokere for den øvrige trafik. Bilisterne kørte herefter til Ingerslevs Boulevard, hvor de kørte rundt i ring i længere tid, men det gav ikke umiddelbart gener for den øvrige trafik.
Efter nogen tid blev der færre og færre biler, og ved 22.30-tiden var bilerne kørt ud af byen igen.
I løbet af aftenen noterede politiet 153 sager der bl.a. indbefattede for høj hastighed, brug af røg og støj, fremkørsel mod rødt lys og anvendelse af håndholdt mobiltelefon.
Kommentarer