Viby

Udbrændt gravko gav forstyrrelser i togtrafikken

Natten til onsdag omkring kl. 02.00 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en gravko, der var ved at fælde træer langs jernbanen ved Viby. De tre personer, der arbejdede på stedet, fik fundet en pulverslukker, men i mellemtiden var flammerne blevet så høje, at pulverslukkeren ikke var nok.

Politi og brandvæsen ankom næsten samtidig til stedet, men da gravkoen stod tæt på letbanens ledninger, skulle strømkablerne jordes, før slukningsarbejdet kunne påbegyndes.

Brandvæsnet fik herefter hurtigt branden under kontrol, men gravkoens kabine udbrændte. Årsagen til branden kendes endnu ikke.

Den udbrændte gravko medførte forstyrrelser i togtrafikken onsdag morgen, idet der ikke kunne køre regionaltog på skinnerne, der bliver anvendt til togforbindelsen fra Aarhus til Fredericia.

Kommentarer