Udenlandske universitetsstuderende bidrager massivt til statskassen trods SU-udgifter
Europæiske studerende, som tager til Danmark for at læse en lang videregående uddannelse, er samlet set en god forretning for de offentlige finanser. Det viser ny analyse fra Deloitte og Kraka.
I gennemsnit bidrager EU-studerende, som påbegynder en lang videregående uddannelse i Danmark, med knap 650.000kr. til de offentlige kasser over et livsforløb. Det er til trods for, at SU-udgifterne til studerende fra EU er firedoblet de seneste 10 år. Det viser ny analyse fra Kraka-Deloitte-samarbejdet Small Great Nation.
Statens SU-udgifter til EU-studerende på universiteterne bliver altså tjent hjem – også medregnet de studerende, som forlader Danmark, ikke gennemfører uddannelsen eller har svært ved at finde arbejde efterfølgende.
Studerende fra natur- og samfundsvidenskabelige uddannelser har generelt det største bidrag.
Hvorvidt den enkelte studerende bidrager positivt eller negativt, handler først og fremmest om, hvor længe personen bliver i Danmark. Studerende, der forlader Danmark kort efter endt uddannelse, udgør en omkostning, fordi den danske stat har afholdt udgifter til blandt andet SU og uddannelse. Studerende, der bliver i Danmark og arbejder, yder til gengæld et bidrag til de offentlige finanser, som mere end opvejer omkostningen til dem, der forlader Danmark efter kort tid, viser analysen.
”De seneste 10 års stigende SU-udgifter har fået flere til at råbe vagt i gevær, men de udenlandske studerende på de længere videregående uddannelser yder samlet set et markant økonomisk bidrag. Dertil har danske virksomheder brug for udenlandsk arbejdskrav, så vi har en fælles opgave i at finde ud af, hvordan vi får flest mulige af dem til at blive i Danmark og sikrer, at de bliver godt integreret i det danske samfund,” siger Anders Dons, nordisk CEO i Deloitte.
Incitament til at arbejde i Danmark
Både på Christiansborg og i befolkningen generelt er der splittelse om, hvorvidt det er rimeligt, at udlændinge kan få SU i Danmark. Senest i foråret 2021 var der politiske udmeldinger om, at SU-udgifterne til udenlandske studerende skulle reduceres.
Det har tidligere været foreslået at reducere antallet af engelsksprogede videregående uddannelsespladser, men det kan have en række utilsigtede negative konsekvenser, såsom at afholde de EU-studerende fra at komme, som ellers ville blive i Danmark, arbejde og bidrage til de offentlige finanser. Derudover risikerer vi, at kvaliteten af de danske uddannelser falder, fordi det bliver sværere at rekruttere udenlandske forskere.
Som et alternativ kunne man omlægge SU’en på kandidatuddannelser til et lån, der som udgangspunkt skal betales tilbage til den danske stat, men som eftergives ved beskæftigelse i tilstrækkelig lang tid efter endt uddannelse. Det kunne fx fungere sådan, at 20 procent af lånet blev eftergivet for hvert år, personen var i fuldtidsbeskæftigelse i Danmark.
”Det vil give europæiske studerende et større incitament til at blive og arbejde i Danmark efter endt uddannelse og dermed bidrage til de offentlige finanser,” siger Peter Mogensen, direktør i Kraka.
Kommentarer