Uro i det aarhusianske natteliv
Natten til torsdag var Østjyllands Politi i flere omgange forbi beværtninger i det centrale Aarhus, hvor berusede gæster havde svært ved at opføre sig ordenligt.
Første anmeldelse kom kl. 00.53 fra Store Torv, hvor en dørmand på en natklub var blevet slået flere gange i ansigtet af en 19-årig mand, der blev anholdt og sigtet for vold. I forbindelse med anholdelsen og indsættelse i detentionen spyttede den 19-årige en betjent i ansigtet og råbte grove skældsord efter en anden betjent. Han blev derfor også sigtet for vold og fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.
Kl. 01.13 var der uro på Søndergade, hvor der var opstået slagsmål. Da patruljen ankom til stedet, råbte den ene af slagsbrødrene, en 18-årig mand, flere gange mod betjentene, og han endte derfor med at blive anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. En anden mand på 18 år, der også var tilbageholdt i forbindelse med slagsmålet, råbte skældsord efter betjentene og endte derfor med en sigtelse for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.
Kl. 01.47 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en bar på Klostergade, hvor en 20-årig mand var blevet slået af en anden mand, der fortsat var inde på baren. Den 20-årige mand gik med betjentene ind på baren, hvor han udpegede den mand, der havde givet ham et knytnæveslag i ansigtet. Betjentene tog kontakt til den 20-årige formodede gerningsmand, som blev anholdt og sigtet for vold.
Kl. 03.00 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var optræk til slagsmål på Store Torv. Da patruljen ankom til stedet, var der en større forsamling, som betjentene fik skilt ad og fik sendt i hver sin retning. Kort efter kom en højtråbende mand imod betjentene og virkede truende, hvorfor den 18-årige mand endte med at blive anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Kommentarer