Risskov

Vandscooterfører fik flere sigtelser

Østjyllands Politis maritime enhed var mandag eftermiddag på vandet ud for Aarhus for at kontrollere, om færdselsreglerne til havs blev overholdt.

Langt de fleste overholdt reglerne, men det blev dog til nogle enkelte sigtelser ved de kontroller, betjentene foretog.

Omkring kl. 17.20 opdagede betjentene en 30-årig mand, som sejlede uden redningsvest på sin vandscooter ud for Den Permanente. Da patruljen sejlede hen til ham og tog kontakt, erkendte han, at han ikke havde en redningsvest med, som han skulle. Han havde heller dokumentation for, at forsikringsforholdene på vandscooteren var i orden, og han fik derfor to sigtelser.

Han fortalte, at ejeren af vandscooteren stod på bredden, og at han havde alle papirerne. Derfor blev han bedt om at sejle ind, så betjentene kunne få den nødvendige dokumentation.

På vejen ind sejlede den 30-årige alt for hurtigt og planende for tæt på kysten, så derfor endte det med endnu en sigtelse efter Søloven, inden politiet tjekkede papirerne og tog videre på havpatruljen.

Ud over sigtelserne til vandscooterføreren blev der uddelt en sigtelse til en mand, der førte en speedbåd uden at have certifikat til det.

Østjyllands Politi vil hen over sommeren løbende have patruljer på vandet i lignende indsatser.

Skal du ud og sejle på vandscooter, så sørg for at få styr på reglerne til søs. Du skal blandt andet huske disse fem regler.

1. Du skal have erhvervet og medbringe vandscooterbevis
2. Du må ikke sejle planende, altså med sådan en fart at vandscooteren løfter sig, hvis du befinder dig mindre end 300 meter fra kysten
3. Du skal have en rednings- eller svømmevest med til alle
4. Du skal medbringe dokumentation for, at forsikringsforholdene er i orden
5. Du må max have en promille på 0,5

Læs mere om reglerne for sejlads på Søfartsstyrelsens hjemmeside – på politi.dk kan du læse nærmere om særlige regler for sejlads i Østjyllands politikreds.

Kommentarer