Aarhus By

Var på jagt efter en efterfest og endte med at blive overfaldet

Natten til torsdag kl. ca. 02.30 blev en 21-årig mand udsat for et voldeligt overfald i Aarhus midtby. Den 21-årige mand har forklaret til politiet, at han havde været i byen med sin fætter og var på jagt efter en efterfest. De to mænd tog kontakt til en gruppe på fem mænd, der stod og sad ved Clemens Bro, og spurgte, om de kendte til en efterfest.

Ifølge den 21-årige udviklede det sig herfra voldsomt, idet den ene af mændene truede dem med tæsk, hvis de ikke forsvandt fra stedet, hvorefter han rejste sig op og skubbede den 21-årige i brystet. Den 21-årige faldt til jorden og blev herefter slået flere gange i hovedet og på kroppen af to af mændene.

Den 21-årige har forklaret, at han kom fri og begyndte at gå fra stedet i retning mod DOKK1 med gruppen efter sig. Hans fætter forsøgte at tale gruppen til ro, men de kom tættere på ham og begyndte at råbe efter ham. Herefter slog den ene af dem kasketten af hans hoved og skubbede ham ind i et glasparti, hvorefter han slog ham to gange i ansigtet. En anden fra gruppen bad gerningsmanden stoppe, og de gik herefter hver til sit.

Manden der flere gange truede og slog den 21-årige beskrives som:

* Dansk af udseende
* 20-25 år gammel
* 185-190 cm høj
* Muskuløs
* Lyst hår der var kort i siderne og længere på toppen med en sideskilning mod højre
* Var iført en hvid T-shirt og jeans

Den anden mand der slog på den 21-årige ved Clemens Bro beskrives som:

* Dansk af udseende
* 20-25 år gammel
* Ikke så høj
* Havde mørkt fuldskæg med lidt lyst i
* Kort hår
* Var iført en form for mørkegrøn army jakke/trøje med lommer foran

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set overfaldet ved Clemens Bro kl. ca. 02.30 natten til torsdag eller som kan have viden om, hvem personerne kan være. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

Kommentarer