Af Louise Brown, Liberal Alliance

Jeg landede fra Ukraine torsdag d. 26. februar ved middagstid. Få minutter senere udskrev statsministeren valg. Man må sige, at kontrasterne var og er enorme.

I Kyiv mødte jeg, igen i år, præsident Zelenskyy, hvilket var stort, men faktisk var det samtalerne med en flok soldater, der gjorde størst indtryk på mig. Unge mænd og kvinder, hjemme på 14 dages orlov, inden de skulle tilbage til fronten. 14 dage til at være ægtefælle, forælder, søn, datter, moster. Så tilbage til krigen.

Man kan se det i øjnene på dem. De er trætte og tyndslidte. Men fantastisk nok ikke opgivende. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi egentlig skylder dem? Hvordan vi mon nogensinde kan betale tilbage til dem, der stiller sig forrest, når det virkelig gælder?
Det spørgsmål gælder jo ikke kun i Ukraine. Det gælder også her i Danmark.

En af mine helt centrale mærkesager ved det kommende valg er at forbedre rettighederne for vores veteraner og samtidig sikre, at de og deres familier altid har adgang til den nødvendige støtte og behandling. Ikke kun i årene lige efter hjemkomst, og ikke kun hvis de passer ind i en bestemt kasse. Vi skylder at hjælpe dem. Også når de ikke lige selv kan overskue at kæmpe sig gennem systemet. Det er vi stadig ikke gode nok til i dag.

Allerede før jeg kom i Folketinget, fik jeg det tæt ind på livet. Som leder af Frivilligværket Randers var jeg med til at starte Veteran Café Randers op. Det var ikke et politisk projekt. Det var faktisk ”bare” et sted for mennesker, der havde brug for en form for frirum. Et sted, hvor de ikke behøvede at forklare sig. Et sted, hvor de ikke skulle oversætte deres oplevelser for at blive forstået. Et sted, der var skabt af dem og for dem. Trygt og godt. Den proces åbnede virkelig mine øjne. Jeg mødte de skønneste seje mænd, der var fulde af ressourcer, men som nogle gange havde svært ved at sætte dem i spil, og som i perioder havde svært ved bare at være til.

For alt for mange af vores udsendte oplever, at det svære først begynder, når de kommer hjem. Og her kan systemet bare være uoverskueligt og behandlingsvejen fragmenteret, og ansvaret… ja, det ender ofte hos den enkelte selv – eller hos de pårørende.

I mine tre år i Folketinget har jeg hvert år deltaget i Veterandagen den 5. september. Både på Kastellet, i Holmens Kirke og ved højtideligheden på Christiansborg Slotsplads. Det er virkelig en vigtig og meget rørende dag. Men respekt må være mere end én dag om året!

Kigger man til USA er forskellen slående. Der takker man en veteran for deres service. I supermarkedet, i metroen, på gaden, overalt. Der er særlige ordninger for uddannelse, særlige spor i lufthavne, sågar et helt sundhedssystem målrettet veteraner – nuvel det er ikke perfekt, men trods alt båret af en klar intention. De mennesker har gjort noget særligt for os, og det skal anerkendes.
Men jeg efterlyser altså ikke den der særlige amerikansk patos her i Danmark, jeg efterlyser blot den helt grundlæggende og naturlige respekt. Både for den udsendte, men også for deres familier. For når en veteran kæmper med fysiske eller psykiske eftervirkninger, så rammer det hele familien. Derfor må støtten også være helhedsorienteret.

Jeg så for nylig Christoffer Boes film ”Kriger”, der har Dar Salim i én af hovedrollerne. Han er vist den eneste skuespiller i filmen. Resten af de medvirkende er virkelige mennesker med virkelige historier – heri blandt også veteraner. Mange af dem var også til stede ved filmvisningen, og det var et ekstremt følsom men smukt ”rum” at være i. Men filmen var også en påmindelse om, at der stadig er historier, vi ikke har taget fuldt ansvar for.

Danmark har gennem årene sendt soldater ud i nogle af verdens farligste områder. Det har vi gjort i frihedens og fællesskabets navn, og det kommer vi helt sikkert også til at gøre igen. Men når vi gør det, så må vi også have modet til at sikre, at de aldrig står alene, når de kommer hjem.

Det er IKKE symbolpolitik. Det er ordentlighed!