Viborg har betalt prisen – nu har vi brug for politikere med respekt for borgerne

Af Lene Bach Nørgaard, Moderaterne
Debatten om betalt parkering i Viborg har afsløret noget, der desværre stikker dybere end bare parkeringsregler og apps. Det handler om tillid – eller rettere: manglen på samme.
Et enigt byråd indførte betalingsparkering i midtbyen med henvisning til, at Regionen også ville gøre det. Det viste sig at være forkert. Regionen droppede planerne og sikrede i stedet gratis parkering ved alle hospitaler og sundhedshuse i Region Midt. Det burde have fået byrådet til at trykke på pauseknappen. I stedet valgte man at “prøve ordningen af” – koste hvad det ville.
Og det kostede. Både i kroner og i tillid. For borgerne blev mødt med tekniske problemer, besværlig registrering – og ikke mindst: Nu hvor ordningen er på vej ud, fratager man borgerne den fleksibilitet, som betalingsparkering faktisk gav. Før kunne man betale sig til mere tid – nu er man tilbage til stive regler og tidsbegrænsninger. Oven i det hele var der heller ikke opsat nok betalingsautomater i byen – først bagefter blev det klart, at der skulle sættes flere op. Hvordan kan man indføre betalt parkering uden at sikre, at man rent faktisk kan betale?
Borgmesteren måtte erkende, at det har været sværere end forventet for mange at bruge appen – som om Viborgs borgere ikke var lige så kvikke som borgere i andre kommuner, hvor digital parkering fungerer fint. Det er et arrogant signal: “Vi ved bedst – borgerne må bare lære det.”
Men det stopper ikke der.
Da to partier trak støtten til ordningen, valgte borgmesteren at smide dem ud af budgetforliget. Og nu står vi tilbage med et splittet byråd, der forsøger at feje rodet ind under gulvtæppet og håber, at vælgerne har glemt det hele inden næste valg.
Det har vi ikke.
Sagen om betalingsparkering viser med al tydelighed, hvad der sker, når et byråd lukker sig om sig selv. Når man tager beslutninger uden at tænke borgerne ind. Når man hellere vil afprøve ideer end tage ansvar for at styre kommunen med omtanke.
Moderaterne går til opgaverne med pragmatisme og respekt for borgerne. Betalt parkering kan være en del af løsningen – men kun hvis det er gennemtænkt, transparent og reelt gør hverdagen bedre. I Viborg blev det i stedet et politisk eksperiment, hvor borgerne blev bedt om at tilpasse sig – blot for at se hele ordningen blive skrottet kort efter. Det er ikke ansvarligt.
Der er byrådsafstemning om sagen på onsdag. Og ja, måske håber det siddende flertal, at de kan komme videre bagefter. Men vi skylder borgerne at sige det klart: Hvis man vælger de samme politikere, får man også den samme tilgang – den samme lukkede kultur, de samme fejlvurderinger og den samme distance til virkeligheden.
Viborg fortjener bedre. Det vil jeg arbejde for.
Kommentarer