112

Viftede med signalpistol ved SuperBrugsen i Malling

Foto: Rigspolitiet

Søndag kl. 09.52 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand var kommet gående ud fra SuperBrugsen i Malling med en kasse øl i den ene hånd og en pistol i den anden. Manden havde med pistolen peget på to personer, der sad og ventede i en parkeret bil, hvorefter han selv havde sat sig ind i bilen og var kørt fra stedet.

Der blev sendt flere patruljer til stedet med henblik på at få fundet og standset bilen. En af patruljerne kørte til den adresse, hvor ejeren af bilen boede, og her stod bilen parkeret. I haven traf betjentene en kvinde og to mænd – hvoraf den ene passede på signalementet på ham, der var set med en pistol.

Under ransagning af bilen fandt betjentene både ølkassen og en signalpistol, og den 31-årige mand, der havde været i besiddelse af signalpistolen, blev anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Kommentarer