15-årig anholdt og sigtet for groft overfald i Aarhus V
Østjyllands Politi anholdt tirsdag en 15-årig ung mand, som sigtes for sammen med to andre gerningsmænd at stå bag et groft overfald på to drenge på 12 og 13 år.
Ifølge sigtelsen overfaldt han sammen med de to medgerningsmænd drengene med gentagne knytnæveslag og spark i hovedet og på kroppen, ligesom han kom med forskellige trusler, mens han fremviste en kniv. De to drenge pådrog sig flere mærker, buler og knubs ved overfaldet.
Episoden fandt sted søndag eftermiddag omkring kl. 14.30 på nogle boldbaner på Jernaldervej i Aarhus V. Forældrene til de to børn anmeldte senere episoden, og Østjyllands Politi har siden efterforsket sagen for at finde frem til gerningsmændene.
Tirsdag aften blev den 15-årige så anholdt og sigtet for grov vold og trusler på livet.
Politiet har en god formodning om, hvem de to andre gerningsmænd er, og sagen efterforskes nu nærmere. De sociale myndigheder er underrettet.
Kommentarer