19-årig elev sigtet for at vise falsk coronapas
En 19-årig mand blev onsdag sigtet for dokumentfalsk for at have fremvist et falsk coronapas på skolen Aarhus HF og VUC, hvor han går.
En vagt, der kontrollerer coronapas ved indgangen til skolen, opdagede, at der var noget galt med coronapasset på den 19-åriges mobiltelefon. Vagten tog et billede af coronapasset, eleven blev sendt hjem og politiet blev tilkaldt.
Da politiet kontaktede den 19-årige erkendte han, at coronapasset var falsk.
Østjyllands Politi advarer på det kraftigste mod at bruge falske coronapas. Straffen for den type dokumentfalsk ligger typisk på mellem 20 og 40 dages betinget fængsel. Dog kan straffen potentielt blive forhøjet til det dobbelte, når der er tale om overtrædelse af straffeloven med relation til Covid-19.
Kommentarer