Højbjerg

Ældre mand sigtet for butikstyveri

Mandag kl. 11.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Netto på Kridthøjvej i Højbjerg, hvor en vagt havde tilbageholdt en butikstyv. Vagten havde stået ved butikkens udgang, da han bemærkede en ældre mand, der gik forbi kasselinjen uden at købe noget. Da manden så vagten, skyndte han sig dog at vende om og gå ind i butikken igen.

Vagten gik efter manden og bad ham følge med ind i et baglokale, hvor han blev bedt om at tømme sine lommer.

I jakkelommerne gemte manden på en pakke røget laks og en pakke parmaskinke. Mens de to mænd talte sammen, kunne vagten se, at den ældre mand forsøgte at gemme en pakke mozzarella i lommen på en medarbejderjakke, der hang på en stol, og via videoovervågning kunne vagten se, at manden også havde smidt en pakke mundbind fra sig inde i butikken.

Manden nægtede at oplyse sin identitet, og vagten tilkaldte derfor politiet.

Da politiet ankom til stedet fik de manden til at oplyse sin identitet, og den 72-årige mand blev sigtet for butikstyveri. Manden oplyste, at han ikke havde haft til hensigt at stjæle noget, og at han ikke vidste, at der blev tale om butikstyveri, idet han havde passeret kasselinjen.

Varerne blev leveret tilbage til butikken, og den 72-årige mand blev gjort bekendt med, at han fremover ikke må besøge Salling Groups butikker.

Kommentarer