Aftale om parallelsamfund: Positivt med fokus på frivillige aftaler
Der er netop indgået aftale om forebyggelse af parallelsamfund. Kommunal anvisning til private lejeboliger skal være frivillig, og det er den rette beslutning fra politikerne, mener EjendomDanmark.
Et bredt flertal har indgået en ny aftale om forebyggelse af parallelsamfund. Ambitionen er, at der i 2030 ikke længere skal være boligområdet med mere end 30 procent ikke-vestlige beboere.
Desuden skal der skabes bedre muligheder for at indgå frivillige aftaler mellem kommuner og private udlejere. Det er et fremskridt i forhold til det første forslag om en tvangsordning, og det er derfor også den helt rette vej at gå, siger adm. direktør Jannick Nytoft, EjendomDanmark:
”Frivilligheden er det rigtige valg. Der er rigtig mange i ejendomsbranchen, som gerne vil være med til at løfte et socialt ansvar og sikre mangfoldige boligområder, men det skal være i setup, hvor det er muligt at gøre. En løsning med tvang vil ikke være givende for nogen, og det er jeg glad for, at der er bred forståelse for,” siger Jannick Nytoft.
Han kalder det fornuftigt, hvis der kommer bedre muligheder for at indgå aftaler og roser, at der indgås et bredt forlig:
”Vi deltager fortsat meget gerne i et arbejde med at finde de rette måder at håndtere frivillige aftaler. Vi vil gerne være med til at kortlægge de forhindringer, der måtte være – og så skal der selvfølgelig findes løsninger på dem,” siger Jannick Nytoft.
Aftalen er indgået af regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance.
Kommentarer