Viby

Cykeltyv taget på fersk gerning

Natten til fredag kl. 01.59 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der havde set en person med en boltsaks, der var i færd med at stjæle en cykel i Rosenhøj i Viby.

Anmelderen havde givet et godt signalement, som passede på en mand, der sad sammen med en anden mand tæt på den adresse, anmelderen havde opgivet.

Det viste sig, at den anden mand var ham, der havde kontaktet politiet, og han kunne oplyse, at gerningsmanden havde smidt boltsaksen fra sig henne ved cyklen, som stadig stod ved cykelstativet. Betjentene fandt både en boltsaks, der lå på cykellåsen og én der var smidt i en blomsterkasse ved siden af.

Den 42-årige mand erkendte, at han havde forsøgt at stjæle cyklen, men at han ikke kunne få den klippet fri. Han blev sigtet for forsøg på tyveri af cykel.

Kommentarer