Tilst

Færdselsindsats i det vestlige Aarhus gav 34 sigtelser

En større færdselsindsats ledte til 34 sigtelser i Aarhus Vest torsdag.

En kombineret færdselsindsats mellem Østjyllands Politis færdselsafdeling og lokalpolitiet i Aarhus Vest gav torsdag aften 34 sigtelser, der fordelte sig på 28 sigtede. Heraf tre sager til betinget frakendelse samt 13 klipsager.

Blandt de sigtede var en 32-årig mand, der først foretog en ulovlig overhaling på Skanderborgvej. Herefter fortsatte han ad Ormslevvej med 102 km/t mod tilladt 60 km/t. Det var en dårlig ide, når man i forvejen er betinget frakendt førerretten. Der venter ham nu seks måneder helt uden kørekort.

En 30-årig mand fik også en sigtelse med sig, da han ville skynde sig hjem med sin take away-aftensmad og derfor kørte med 153 km/t ad Viborgvej mellem Tilst og Sabro mod tilladt 80 km/t. Det kostede ham en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde på 6000 kr.

Der var også andre, der havde travlt med at få leveret mad. Et madbud på Silkeborgvej fik presset speederen op på ca. 100 km/t, hvilket udløser en betinget frakendelse af kørekortet. Manden havde dog allerede tre klip i kørekortet, så han kan nu se frem til seks måneder uden kørekort.

Sagerne fordelte sig på:

5 x brug af håndholdt mobil (klip)
4 x kørsel frem for rødt lys (klip)
4 x hastighed (2 klip + 2 til betinget frakendelse)
2 x kørsel uden førerret
2 x overhaling højre om (klip)
2 x manglende sele

Derudover 14 diverse sager såsom ej medbragt kørekort, fodgænger over for rødt, manglende lygteføring mv.

Kommentarer