Glædeligt med dækning af revisorregning ved efterkontrol
Det er glædeligt – men også helt rimeligt – at et bredt folketingsflertal nu har besluttet at dække op til 80 pct. af de selvstændiges revisorregning, hvis de bliver udtaget til kontrol af deres ansøgning om kompensation, mener SMVdanmark.
Regeringen har sammen med et bredt flertal af Folketingets partier besluttet, at selvstændige som har fået udbetalt under 250.000 kr. på kompensationsordningen for selvstændige, kan få kompenseret 80 pct. af revisorudgifterne i forbindelse med efterkontrol.
I SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder, er adm. direktør Jakob Brandt tilfreds.
“Vi har set eksempler på medlemmer, der stod til at skulle bruge en tredjedel af deres kompensation på at betale deres revisorregning. Vi har talt med store bogstaver over for politikerne for at få dem til at rette op på denne uretfærdighed, og det er glædeligt, at det er sket. Det vil jeg gerne sig tak for. Ud over det principielt urimelige i, at en selvstændig selv skal betale, kunne det i praksis skubbe nogle ud over den økonomiske kant, som mange små selvstændige balancerer på for tiden. Det ville være helt vanvittigt, efter de har klaret sig gennem mere end et års krise,” siger han.
Han undrer sig dog over, at grænsen skulle gå ved 80 pct.
“En fuldstændig dækning havde været langt mere på sin plads. Hvorfor skal de selvstændige igen holde for og igen blive pålagt en økonomisk omkostning, når samfundet pålægger dem at lukke eller overholde skrappe restriktioner,” spørger han.
Aftalen dækker kun revisorregningen for efterkontrol af kompensationsordningen for selvstændige, men aftalen lægger op til, at regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter finder en lignende model for revision af lønkompensationsordningen.
“Det betragter jeg klart som en formsag. De virksomheder, der er udtrukket til kontrol af deres lønkompensation, bør naturligvis også få dækket revisorregningen med mindst samme sats,” siger Jakob Brandt.
Kommentarer