112

Indbrudsforsøg hos guldsmed i Åbyhøj

Natten til tirsdag kl. 03.37 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at tre personer var i færd med at begå indbrud i en guldsmedforretning på Silkeborgvej i Åbyhøj, hvor de forsøgte at bryde en gitterport op.

Kort inden politiet ankom til stedet, havde personerne dog givet op og var kørt derfra i en stort VW af ukendt mærke og årgang. Flere patruljer kørte efterfølgende rundt i området og ledte efter bilen, men den blev ikke fundet. 

En times tid senere, kl. 04.49, fik politiet en anmeldelse om, at en bil stod i brand på Klokkerfaldet i Hasle, Aarhus V. Da politiet ankom til stedet, var brandvæsnet allerede i gang med slukningsarbejdet, og der var kontrol over branden, der ikke udgjorde nogen fare for hverken personer eller nærliggende ejendomme. 

Kl. 05.30 var branden endeligt slukket, men idet bilen var helt udbrændt, var det ikke umiddelbart muligt at fastslå, hvordan branden var opstået. Den afbrændte bil var en VW, og politiet har mistanke om, at der er tale om den samme bil, der blev set under indbrudsforsøget ved guldsmeden, og at gerningsmændene bevidst har brændt den af. 

Østjyllands Politi er fortsat i gang med at efterforske sagen og vil i den forbindelse meget gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set indbrudsforsøget på Silkeborgvej, eller som kan have set den sorte VW køre i området. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114. 

Kommentarer