Hasle

Kørte uden førerret og forsøgte at snyde betjente

En patrulje, der onsdag aften omkring kl. 17.30 holdt for rødt lys på Hasle Centervej i Hasle, opdagede at der holdt en bil bag dem med en 23-årig mand bag rattet og en 16-årig dreng på passagersædet. Da betjentene kender den 23-årige og ved, at han er frakendt førerretten, fik de kort efter dirigeret bilen ind til siden.

Mens betjentene var på vej ud af bilen, sprang den 16-årige ud af bilen og løb fra stedet, mens den 23-årige skyndte sig at rykke over på passagersædet.

Da patruljen tog kontakt til den 23-årige nægtede han at have kørt bilen, men påstod, at det var den 16-årige, der havde siddet bag rattet.

Patruljen var dog sikker på, at de havde set den 23-årige køre bilen, og i øvrigt var han i besiddelse bilnøglen.

Han blev derfor både sigtet for kørsel uden førerret og for falsk anklage ved at have forsøgt at give en anden skylden for sin forseelse.

Kommentarer