Debat og politik

Kristendemokraterne bliver en del af gymnasieforligskredsen

Kristendemokraterne står sammen med rød blok og Dansk Folkeparti bag den aftale om elevfordeling, som blev indgået torsdag i sidste uge. Samtidig træder partiet ind i gymnasieforligskredsen.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er glad for at have partiet med i aftalen om elevfordeling og hilser Kristendemokraterne velkommen i gymnasieforligskredsen.

”Det er glædeligt at få Kristendemokraterne med i forligskredsen. Jeg har arbejdet sammen med partiet helt tilbage til dengang, det hed Kristeligt Folkeparti, og altid oplevet det som konstruktivt i uddannelsespolitikken, hvor de forfægter deres synspunkter med vid og ånd. Jens Rohde har som person været repræsenteret i forligskredsen hele vejen igennem, og jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Landsformand for Kristendemokraterne, Isabella Arendt, glæder sig også over aftalen om elevfordeling og ser frem til det kommende samarbejde i gymnasieforligskredsen.

“For KD er det en selvfølge at tage ansvar for de store og vigtige områder i vores samfund – også når det bliver svært. Derfor er vi glade for at komme med i gymnasieforligskredsen, så vi kan tage ansvar for nogle af de ungdomsuddannelser, der er en afgørende del af undervisningspolitikken,” siger landsformand for Kristendemokraterne Isabella Arendt.

Læs mere om den nye aftale om elevfordeling her.

Kommentarer