Hasle

Mand anholdt for indbrud i virksomhed

Mandag aften kl. 22.00 gik alarmen hos et bolighus på Vintervej i Hasle, og da en medarbejder kort efter kom frem, kunne han konstatere, at der var kastet en brosten gennem en rude, og at der var stjålet et billede fra butikken.

En patrulje kom kort efter til adressen, og mens betjentene var på stedet, bemærkede de en mand, som vandrede rundt i området. De tog kontakt til den 40-årige mand, som virkede påvirket, men nægtede at have noget indbruddet at gøre.

Ved gerningsstedet var der spor efter en scooter, ligesom der også var fodspor inde på gulvet i forretningen.

Betjentene fandt scooteren tæt på butikken, og manden erkendte nu, at han havde kørt på den. Da fodsporene og mandens skosåler samtidigt så ud til at matche, blev han anholdt og sigtet for indbruddet.

Knallerten viste sig at være stjålet, og i den 40-åriges lomme lå en klump hash – derfor blev han også sigtet for tyveri og for besiddelse af euforiserende stoffer.

Det stjålne billede blev i første omgang ikke fundet.

Kommentarer