Erhverv

Proshop er nomineret til prestigefyldt pris for sit sociale ansvar

Proshop er nomineret til CSR People Prize 2022. Virksomheden har et strategisk mål om, at ti procent af arbejdsstyrken skal bestå af folk fra kanten af arbejdsmarkedet, og lige nu er tallet en del over det mål. Foto: Cabi.

Den Højbjerg-baserede webshop er ikke bange for at ansætte tidligere kriminelle, kontanthjælpsmodtagere eller personer med fysiske og psykiske handicaps. Virksomhedens sociale ansvar bringer dem nu i spil til CSR People Prize 2022.

CSR People Prize har eksisteret siden 1999 og er videnshuset Cabis hyldest til virksomheder, der gør en særlig indsats for, at udsatte kan få en chance på arbejdsmarkedet. Priserne går til virksomheder, der ansætter mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet, fastholder ansatte, som risikerer at miste jobbet, eller som forebygger nedslidning, stress eller mistrivsel.

Juryen med repræsentanter fra erhvervslivet, forskningsverdenen og investorer har i år haft en interessant opgave med at indskrænke feltet af de mange indstillede virksomheder til de ni endeligt nominerede. En af de nominerede er en af landets største webshops indenfor it og elektronik, Proshop med base i Højbjerg ved Aarhus.

Rekrutterer bredt blandt udsatte grupper

Proshop er vækstet markant inden for de senere år, og antallet af medarbejdere vokser konstant. Mange rekrutteringer sker blandt grupper af mennesker, der tidligere har befundet sig på kanten af arbejdsmarkedet, eksempelvis udsatte unge, flygtninge og indvandrere, personer med fysiske eller psykiske handicaps, tidligere kriminelle, langtidsledige og fleksjobbere. Virksomheden har et strategisk mål om, at ti procent af arbejdsstyrken skal bestå af folk fra kanten af arbejdsmarkedet, og lige nu er tallet en del over det mål.

Virksomhedens store sociale engagement bidrager til, at flere fra kanten af arbejdsmarkedet kommer i job og får skabt en arbejdsidentitet. Det har vist sig også at smitte af på den økonomiske bundlinje. For i en tid med mangel på arbejdskraft er medarbejdere med fysiske eller mentale udfordringer en vigtig ressource.

Øvebane giver resultater

Juryen bag nomineringen fremhæver Proshop for deres ”øvebane”, hvor personer i arbejdsprøvning eller praktik får lov til at prøve sig selv af på forskellige arbejdsstationer. Her kan arbejdstid og opgaver hurtigt tilpasses den enkeltes kompetencer. Det skaber motivation og gør det lettere at fastholde medarbejdere.

Proshop får også ros af juryen for at hjælpe de medarbejdere, der er ansat på særlige vilkår, med at komme igennem i et for borgeren til tider svært forståeligt kommunalt beskæftigelsessystem.

Vinderen afsløres på Topmøde i juni

CSR People Prize uddeles i år i tre kategorier:

  • Virksomheder med flere end 250 ansatte
  • Virksomheder med op til 250 ansatte
  • CSR People Prize Særpris til den grønne og socialt ansvarlige arbejdsplads

Proshop er sammen med Søstrene Grene og Novo Nordisk nomineret i kategorien for virksomheder med flere end 250 ansatte.

Prisen uddeles ved Cabis Topmøde 2022 under temaet ”Arbejdskraft nu – og til den grønne omstilling”. Topmødet, der afholdes torsdag den 9. juni 2022 på Hindsgavl Slot ved Middelfart, er åbent for beslutningstagere i virksomheder.

Kommentarer