SMVdanmark: Åbn frisørerne nu
Nye beregninger fra SSI viser ifølge flere medier, at smitterisikoen ved at genåbne liberale erhverv er minimal. Derfor opfordrer Jakob Brandt adm. direktør i SMVdanmark til, at frisørerne åbner allerede på mandag.
Ekspertgruppen under SSI har beregnet hvad genåbning af skoler, udendørs idræt og liberale erhverv kan medføre af øget coronasmitte. Ifølge flere medier vil daglige smittetal kun stige minimalt ved en genåbning af de liberale erhverv, herunder frisører, sammenlignet med fx et øget forsamlingsforbud på udendørs idræt. Det får Jakob Brandt adm. direktør i SMVdanmark til at insistere på en straksåbning af frisørerne:
“Baseret på de tal vi ser, så kan det kun gå for langsomt med at genåbne frisørerne og de andre liberale erhverv. Der er bred sundhedsfaglig enighed om, at smitterisikoen ved at åbne de liberale erhverv er minimal, hvilket også er den erfaring vi har fra åbningen i foråret 2020. Jeg må derfor insistere på, at Folketinget åbner frisørerne allerede fra på mandag,” siger Jakob Brandt adm. direktør i SMVdanmark, der repræsenterer ca. 18.000 små og mellemstore virksomheder.
SMVdanmark har flere gange tidligere opfordret til, at der bliver udført beregninger af smitterisikoen ved at genåbne frisørerne. Derfor ærgrer det også Jakob Brandt, at beregningerne først kommer nu:
“Hvis regeringen havde bedt om disse beregninger i sidste måned, så havde politikerne haft et helt andet grundlag for at lave første genåbning. Og med dagens dokumentation af at smitterisikoen er lav ved at åbne liberale erhverv, ville mange frisører sandsynligvis allerede være åbne den dag i dag. Regeringen har dermed placeret en helt unødig stor regning hos landets frisører og andre liberale erhverv,” siger han og fortsætter:
“Når vi ved, at hver tredje frisør i et vist omfang er i risiko for konkurs ved en måneds yderligere nedlukning, så kunne vi have undgået en masse svie og smerte ved at have været tidligere ude. Branchen har tabt ca. 1. mia. kr. i omsætning bare på den seneste nedlukning,” udtaler Jakob Brandt med reference til en analyse fra SMVdanmark fra d. 15. Marts.
Jakob Brandt opfordrer slutteligt til, at der nu udføres beregninger for de andre nedlukkede brancher og for de virksomheder, der er påvirket af forsamlingsforbuddet:
“Vi skal vende bevisbyrden om. Det må være regeringens og sundhedsmyndighedernes opgave at retfærdiggøre, hvorfor nogle virksomheder fortsat er tvangslukket og ikke som nu, hvor virksomhederne én for én må tilkæmpe sig retten til at åbne. Derfor har vi brug for beregninger for alle de andre virksomheder, der fortsat er ramt af restriktionerne. Det gælder både restauranter, bowlingcentre og kulturtilbud, men også de mange virksomheder i eventbranchen, der er hårdt ramt af forsamlingsforbuddet,” afslutter han.
Kommentarer