Ung forsker fra Aarhus hyldes for årets originale idé
Idéhistoriker Christoffer Basse Eriksen modtager hæderspris for årets originale forskningsidé.
Danmarks Frie Forskningsfond har netop for tredje gang uddelt sin hæderspris: Årets originale idé til den unge idéhistoriker Christoffer Basse Eriksen med projektet ’Orchard Laboratory: Beekeeping, Plant Breeding, and the Enlightenment Discovery of Insect Pollination’.
Idéen om blomsterne og biernes samhørighed er så gammel som menneskeden selv, vil de fleste nok tænke. Men det var faktisk først i 1700-tallet, at man opdagede, at blomsterne og bierne hørte sammen i et økosystem. ”Når vi ser en bi flyve fra blomst til blomst, ser vi i dag bestøvning, fordi vi ved, at det er det, bierne gør. Men idéen om, at biernes pollenhøst også skaber en gevinst for planten, altså at der er en gensidig afhængighed mellem blomsterne og bierne og dermed tale om et egentlig økosystem, opdagede man først i 1700-tallet,” fortæller idéhistoriker og prismodtager Christoffer Basse Eriksen.
Videnskabsmænd begyndte at arbejde med bierne, fordi man ville optimere landbruget og indførslen af koloniale planter, og dermed skabe øget vækst i 1700-tallets England. ”Man kan sige, at videnskaben indgik i et økosystem, hvor interessen for bierne og blomsterne ikke bare var videnskabelig, men også praktisk og politisk: Man ville forstå noget for at kunne optimere naturen,” fortæller Christoffer Basse Eriksen.
Også i dag er bien et markant politisk symbol, både på biodiversitet og klimakamp. Og det er netop for at forstå, hvor disse idéer kommer fra, at Christoffer Basse Eriksen har fået idéen til at lave projektet om blomsterne og bierne.
Laboratoriet i æblelunden: ny viden om økosystemer
Årets originale idé-prisen gives til en forsker, der i det forgangne år har præsenteret en forskningsidé, der udviser en særlig grad af originalitet – eksempelvis i emnevalg, tilgang, metode etc.
”Christoffer Basse Eriksen har med sit forskningsprojekt igangsat særligt original forskning, der rummer vigtige perspektiver for at forstå, hvad der tjener som redskaber for den videnskabelige erkendelse, og som udfordrer den sædvanlige skelnen mellem feltforskning og laboratoriearbejde,” udtaler bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond, Maja Horst.
Dermed forventes Christoffer Basse Eriksens forskningsidé at føre til helt nye erkendelser, der kan bruges til at kaste lys på vores forståelse ikke bare af biernes og blomsternes økosystem, men også af videnskabens økosystem med resten af verden. Det belyser dermed udviklingen af en mere holistisk forståelse af og tilgang til naturen samt ideen om økosystemer. Maja Horst uddyber: ”Projektet er metodisk originalt med ideen om ’laboratoriet i æblelunden’, der både dækker over et fysisk sted, et samarbejde mellem naturhistorikere, biavlere, gartnere og planteforædlere og et sted, hvor viden udvikles – et laboratorie i naturen og naturen som et laboratorie.”
Idéen og Christoffer Basse Eriksen er netop blevet hædret på Danmarks Frie Forskningsfonds årlige forskningskonference, men allerede i 2021 modtog Christoffer Basse Eriksen på baggrund af projektidéen en forskningsbevilling til sin internationale postdoc på 1,6 millioner kroner fra fonden.
”Det er en stor ære at modtage den her pris, der giver ambition og selvtillid til at fortsætte min forskning – og på længere sigt etablere en forskningsgruppe omkring min forskning i botanikkens historie med base i Danmark,” siger Christoffer Basse Eriksen.
Om prismodtager Christoffer Basse Eriksen
- Christoffer Basse Eriksen er uddannet i idéhistorie og tysk ved Aarhus Universitet i 2013. I 2018 blev han Ph.d. i idéhistorie ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet.
- Sidst har Christoffer Basse Eriksen været ved University of Cambridge, Department of History and Philosophy of Science som Carlsberg Foundation Internationalisation Fellow fra 2019-2022.
- I januar 2022 er Christoffer Basse Eriksen flyttet til Berlin med hele familien, hvor han netop er gået i gang med projektet ”Orchard Laboratory: Beekeeping, Plant Breeding, and the Enlightenment Discovery of Insect Pollination” på Humboldt-Universität.
Danmarks Frie Forskningsfonds primære opgave er at uddele bevillinger inden for alle forskningsområder på baggrund af forskernes egne forskningsideer. Sidste år støttede fonden 435 nye forskningsidéer med i alt 1,45 milliarder kroner.
I år er tredje gang, at fonden uddeler en hæderspris for årets originale forskningsidé. Hædersprisen består af et kunstværk og blomster. Danmarks Frie Forskningsfonds grundtanke med prisen er at hylde original tænkning, der er afgørende for at fremme dansk forskning.
Kommentarer