Aarhus Symfoniorkester gør publikum til aktive medskabere i ny sæson
Eventyr, vanvid og forelskelse: I sæson 2022-23 sætter Aarhus Symfoniorkester fokus på ”Ungdom” – i musikken, i følelseslivet, i relationen til vores medmennesker – og byder på koncerter, der i endnu højere grad end tidligere gør publikum til reelle medskabere af koncertoplevelsen.
Med sæson 2022-23 tager Aarhus Symfoniorkester hul på andet år i sin fireårige lange fortælling i og omkring orkestret. Sidste sæson drejede sig om ”Begyndelser” – og nu er tiden kommet til næste trin i det narrative forløb: ”Ungdommen”. Hovedtemaet for den nye sæson er således ungdomsårene og ikke mindst alt det, der præger den ungdommelige dannelsesrejse: Eventyr, forelskelse og vanvid. Det er emner, som i høj grad har inspireret komponister gennem tiderne.
Orkestret indtager rollen stand-in for individet, der skal ud i verden og lære noget om sig selv. ”Den underliggende strøm for denne sæson er alt det, der har med individualitet at gøre: Det at udforske sig selv og sin omverden, at blive forelsket for første gang og blive konfronteret med sin egen dødelighed. Med andre ord: At finde sin plads i tilværelsen,” fortæller musikchef Jesper Nordin. Han er idémanden bag den fireårige dramaturgi, som orkestrets koncerter indgår i.
Fortællingens styrke
Jesper Nordin understreger, at orkester-dramaturgien er vigtig – og at den bliver endnu tydeligere i de kommende sæsoner. ”Håbet for dramaturgien er at fremmane en gestalt, så publikum og omverdenen begynder at føle orkestret som en levende organisme,” siger Jesper Nordin. ”Det lyder måske lidt højtravende, men et orkester er en levende organisation, der udvikler sig. Det vil vi gerne vise, og vi håber også, at det gør det lettere for publikum identificere sig med orkestret og følge med i, hvad der foregår. Vi håber ganske enkelt, at den enkelte koncert kommer til at stå stærkere, når publikum investerer i fortællingen og føler sig som en del af den.”
Det er dog ikke nødvendigt at købe billet til alle sæsonens koncerter for at få noget ud af musikken: ”Den enkelte koncert skal altid kunne opleves separat,” slår Jesper Nordin fast. ”Man skal kunne gå ind og høre vores Ofelia & Hamlet-koncert i september og bare få en spektakulær oplevelse i sig selv.” Men de enkelte koncerter er også en del af en større fortælling, hvor Ofelias historie spejler sig i Tristan og Isolde (Vældige Wagner, 6/10) og Ariadne på Naxos (Fatale fortællinger, 27/10) og Hertug Blåskægs borg (19/5) i en fortælling, der breder sig ud over hele sæsonen.”
Publikum som aktive medskabere
Sæson 2022-23 viderefører koncertformaterne VelLyd og KonTakt, som blev introduceret i sidste sæson, og som begge sigter på en mere direkte interaktion med og mellem publikum og musikerne. KonTakt-koncerterne Koncerterne henvender sig til alle, som gerne vil opleve den klassiske musik på en ny måde, hvor man får lov at røre ved og manipulere selve musikkens grundstof, mens VelLyd-koncerterne sætter fokus på vores den mentale sundhed og på de helbredsmæssige fordele ved at gå til koncert – på et menneskeligt, mentalt og sundhedsmæssigt plan.
VelLyd på skovtur
”Til årets VelLyd-koncert skal vi ud i skoven!” fortæller Jesper Nordin. ”Vi har designet en vandring, en slags musikalsk pilgrimsfærd i Marselisborgskovene. Her bliver publikum guidet rundt i et lydmaleri en sensommerdag i skoven. I små grupper kommer de til at opleve musikken, der blander sig organisk med skovens lyde, og de kommer faktisk også selv til at deltage i musikken på et tidspunkt. Symfoni i det fri-koncerten bliver en organisk vandring, der blander musik og natur med det formål at genopdage noget naturligt i os selv. Som en form for musikalsk rewilding! Det bliver et ret enestående projekt.”
KonTakt: Byg en opera!
Et andet usædvanligt koncertprojekt er årets største KonTakt-koncert – koncertkonceptet, hvor publikum bliver inddraget i musikken. I år skal publikum bygge deres helt egen Mozart-opera: ”Her vil vi aktivere publikum igen på den måde, at publikum får lov til at påvirke handlingen. Vi sætter en scene, og så får publikum til at lege med de fire sangere: Hvem skal synge hvad hvornår, og hvordan skal de gøre det – og hvad skal de afgørende udviklinger være undervejs. Helt overordnet skal det være sjovt og lidt skørt! Underholdningsværdien er vigtig. Det skal være en sjov aften i koncertsalen,” slutter Jesper Nordin.
Gyserfilm og cosplay
Endelig bliver der masser af mulighed for kontakt mellem publikum og orkester, når Aarhus Symfoniorkester i november smelter gysermusik og cosplay sammen i koncerten Symphony of Horrors, som præsenteres i samarbejde med populærkulturens ukronede fyrste, Jakob Stegelmann.
Aarhus Symfoniorkesters sæson 2022-23 indledes med skovkoncerterne Symfoni i det fri 25.-27. august 2022 og løber frem til 14. juni 2023. Billetsalget er åbent nu.
Højdepunkter og udpluk fra sæson 2022-23:
Symfoni i det fri
Gå med i lunden, når Aarhus Symfoniorkester til årets VelLyd-koncert bevæger os langt ind i skovens dybe stille ro. I grupper bliver publikum ført ud på en rejse: En guidet musikalsk vandring gennem Marselisborgskovenes smukke omgivelser. Undervejs er der indlagt forskellige symfoniske pusterum, hvor man aktivt vil opleve musik komponeret om, til og i samspil med naturen og dens lyde.
Symfoni i det fri • 25., 26. og 27. august 2022 • Marselisborgskovene
Ofelia og Hamlet
Fanget mellem sin far, sin bror og Hamlet drives Ofelia i armene på vanviddet af mænds skinsyge, vrede og manipulation. Det er der skrevet ubønhørlig og mesterlig musik om, som man nu kan opleve med Aarhus Symfoniorkester. En af operaverdenens nye store stjerner, den sjælfulde sopran Ruby Hughes, lægger krop og stemme til Ofelias lidelser og stigende vanvid, og samtidig forener koncerter to sidehistorier, der løber gennem hele sæsonen: Shakespeare og vokalmusik.
Ofelia & Hamlet • 22.-23. september 2022, kl. 19:30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus
Symphony of Horrors
Jakob Stegelmann er vært for et rådnende potpourri af unævnelige rædsler i form af musikken og temaerne til de film og spil, som gennem årene har givet biografgængere og gamere de mest frydefulde gys og største chok – for ikke at tale om en akut angst for at gå alene på toilettet. Publikum kan glæde sig til en halloweenkoncert, hvor man frit kan slippe sit indre uhyre løs. Aarhus Symfoniorkester udlover særlige præmier til bedste gyser-cosplay og udklædning til begge koncerter.
Symphony of Horrors • 3.-4. november 2022, kl. 19:30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus
Vi bygger en Mozart-opera
Velkommen til en koncert, hvor intet er som det plejer. Publikum får nemlig lov at bestemme, hvordan koncerten skal forløbe – hvilke arier, der skal synges, hvordan stemningen mellem sangerne skal være, hvilke af hovedpersonerne, der får hinanden, og ikke mindst hvordan musikken skal afspejle det hele. Handlingen afgøres undervejs ved direkte afstemning, hver gang koncerten når en fortællemæssig eller musikalsk skillevej. Der venter alle en banebrydende oplevelse med Aarhus Symfoniorkester, hvor man bogstaveligt talt får lov at blande sig i musikken – og direkte påvirke musikerne og sangerne på scenen.
Vi bygger en Mozart-opera • 2.-3. marts 2023, kl. 19:30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus
Fyraftenskoncerter
Aarhus Symfoniorkesters fyraftenskoncerter udgør et 45-minutters åndehul, hvor man kan slippe hverdagen og lade op til weekenden med et symfonisk mesterværk. Tre fredage i sæson 2022-23 stiller orkestret skarpt på en komponist, et tema eller et musikalsk mesterværk, og giver publikum mulighed for at opleve den store kunst i et lettere og mere tilgængeligt format. Alle koncerterne indledes med en kort introduktion fra scenen.
Ungdom og galskab • 9. september 2022, kl. 17:00 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus
1001 nats eventyr • 28. oktober 2022, kl. 17:00 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus
Romeo & Julie • 31. marts 2023, kl. 17:00 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus
Rachmaninovfestival
Det varmeste og vidunderligste musikalske univers af dem alle: Aarhus Symfoniorkester byder på en to ugers festival med Rachmaninovs overdådigt udtryksfulde musik og hele tre blændende klaversolister: Marianna Shirinyan, Zlata Chochieva samt vinderen af verdens mest prestigiøse klaverkonkurrence, Chopin-konkurrencen, Yulianna Avdeeva
Overflodens munding • 14. april 2023, kl. 19:30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus
Dans med djævelen • 19. april 2023, kl. 19:30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus
Åndens øhav • 22. april 2023, kl. 19:30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus
Kommentarer