Malling

Robot-kollega indtager produktionslinjen på traditionsrig Aarhus-fabrik

Robotsystem på Jydsk Emblem Fabrik A/S. Foto: Peer Klercke.

Mandag den 18. januar var der demo-dag på Jydsk Emblem Fabrik i Malling – en 135 år gammel familieejet virksomhed, der skal have et intelligent, selvkørende og samarbejdende mobilt robotsystem med i produktionen.

Lige siden 1886 har Jydsk Emblem Fabrik A/S i Malling syd for Aarhus fremstillet medaljer, pokaler, emblemer, navneskilte og uniformstilbehør. Og lige siden 1886 er det foregået med menneskehænder på produktionslinjen.

Men mandag den 18. januar var der robot-demo-dag, hvor forskere fra Aarhus Universitet installerede en helt særlig robot, der via avanceret computervision, en specialdesignet adaptiv robothånd og en selvkørende platform kan bevæge sig rundt mellem fire forskellige arbejdsstationer i fabrikken og fuldt ud samarbejde med sine menneskelige kolleger.

Formålet er at lade robotten overtage det mest repetitive arbejde, så virksomheden kan øge produktionen og mindske belastningen på dens medarbejdere.

”Vi er meget imponerede over teknologien, og vi glæder os til at kunne aflaste vores ansatte med en robot-kollega, der kan sørge for at tage de gentagne og ensidige opgaver, der er i produktionslinjen,” siger direktør og medejer Hanne Hørup.

Hilser robotterne velkommen

Lektor Xuping Zhang. Foto: Peer Klercke.

Det er lektor og ekspert i kollaborative robotter Xuping Zhang, der har specialdesignet det mobile robotsystem til at arbejde med helt specifikke produktionsopgaver på fabrikken.

Til det formål har Xuping Zhang og hans forskerteam udviklet en særlig og meget alsidig gribearm, der kan udføre både store og små opgaver. Via kunstig intelligens og billedbehandling har forskerne udstyret robotarmen med avanceret computersyn, så den kan identificere og udføre sine opgaver.

Samtidig er robotarmen placeret på en intelligent, mobil platform, som således kan køre rundt mellem arbejdsstationerne under hensyn til medarbejdere, inventar og andre forhindringer.

”Ovenpå mandagens opvisning af robotter i produktionen hos os, kan vi nu se, præcist hvilke funktioner vi kan overdrage til robotterne i det daglige. Vi mangler stadig det helt rigtige værktøj og i øvrigt at få købt robotten ind, men vi glæder os til at hilse den velkommen i vores team og få den helt i gang, så vi kan komme videre med vores planer for fremtiden,” siger Hanne Hørup.

Direktøren understreger, at robotterne ikke skal erstatte medarbejdere, men være en makker, som kan give et ”kæmpe løft med i hverdagen,” som hun beskriver det:

”Ved at lade robotter gøre det mest repetitive arbejde kan vi øge produktionen og mindske belastningen på vores medarbejdere.”

Robotsystem på Jydsk Emblem Fabrik A/S. Foto: Peer Klercke.

Mange tilbud til danske SMV’er

Hanne Hørup har været fan af kollaborative robotter, såkaldte cobots, lige siden hun blev introduceret for dem ved en robot-messe for syv år siden. Her fik hun øjnene op for de store muligheder, robotterne kan give – særligt for små og mellemstore danske fremstillingsvirksomheder:

”Mange danske SMV’er bekymrer sig i stigende grad om at miste konkurrenceevne til udlandet, og det forstår jeg virkelig godt. Men der er samtidig mange, der ikke har fået øjnene op for mulighederne inden for industri 4.0. Det er synd, for det er fantastisk at åbne op for de her muligheder, som bl.a. robotter giver, og der er faktisk mange tilbud til virksomheder som os, hvor vi let kan komme i gang med at bruge dem,” siger hun.

Demonstrationsdagen er kulminationen på det industri 4.0-udviklingssamarbejde, som Jydsk Emblem Fabrik sammen med maskinleverandøren NIZE Equipment hoppede med i for halvandet år siden.

Samarbejdet hedder “Integrating Human-Robot Collaboration into Danish SME Manufacturing and Production” og er en del af Aarhus Universitets industri 4.0-udviklingsprogram, Smart Industry, som skal styrke vækst og innovationskraft blandt SMV’er i Region Midtjylland via innovative samarbejder mellem virksomheder og videninstitutioner.

Virksomhederne investerer udelukkende mandetimer i programmet, som er støttet af EU’s Regionalfond og Region Midtjylland med lidt under 1 mio. kroner.

Kommentarer